- Sæsonforskydningslagret afvikles
Sæsonforskydningslagret på Toelt Losseplads afvikles
Nordforbrændings bestyrelse har besluttet, at sæsonforskydningslagret for forbrændingsegnet affald på Toelt Losseplads afvikles, og at der søges fundet en anden løsning på lagerbehovet.
Baggrunden er branden i lagret sidste efterår, som viste, at det er vanskeligt at have et større lager af brændbart affald så tæt på naboerne, som det er tilfældet på Toelt Losseplads.
Da der fortsat er behov for et lager, når forbrændingsanlægget i Hørsholm ikke kan komme af med varmen eller er stoppet af anden grund, er det samtidig besluttet at finde anden lagerplads.
I første omgang søges indgået en aftale for den kommende sommersæson med AV-Miljø, der driver et deponi på Amager, samtidig med at en længerevarende løsning på Skibstrup Affaldscenter undersøges.
Lagret fra sidste sommer, der var ild i på Toelt Losseplads, er blevet kørt til forbrænding over vinteren, og de sidst læs er brændt i denne uge. Med den trufne beslutning opbygges der således ikke et nyt sæsonforskydningslager på pladsen.
